Et godt anker til min båd – er et typisk spørgsmål fra rigtig mange sejlere.
Det er der ikke noget generelt svar på da intet er mere individuelt ud fra skibets størrelse, hvor der skal ankres, bundforhold og hvilket sikkerhedsniveau det skal kunne opfylde.
Som udgangspunkt skal et anker være så tungt som muligt, have en meget lang kæde/tovværk og være designet til flere type bundforhold.
Yderligere skal det medtages om det skal bruges som et frokost/badeanker, et anker for svaj natten over i eksempelvis danske farvande eller fast anker til langtursbrug jorden rundt.
Alt andet lige holder et tungt anker bedre end et let anker af samme type, men det skal jo også være til at slæbe op igen efter brug og kunne være i ankerbrønden eller fikseres i et beslag på fordækket.
En kæde er bedre en tovværk, dels grunden vægten i sig selv og slidstyrken når den lægger sig på havbunden. Lige som vægten for et anker er den samlede vægt for kæden også vigtig, fordi den også skal være i ankerbrønden og en stor vægt der er dårlig for bådens bevægelser på vandet.
En lang kæde giver mere vægt samlet set, men bedre holdbarhed i havbunden, men betyder også en større radius for de cirkler som båden bevæger sig over natten og det kan give problemer på steder, hvor der ligger mange både for anker. Typisk i Danmark ligger kædelængden i forholdet 1:3 men gerne om muligt 1:5, altså på 3 meters dybde skal der udlægges 15 meter kæde.
En typisk længde at have liggende i ankerbrønden er min. 30 meter i 8 mm kædetykkelse.
Alternativt og nok også mest anvendt, er et længe på 5 meter 10 mm kæde også kaldes forfanget og forlænget med 30 meter tovværk i polyester, da dette ikke flyder i overfladen med risiko for at du selv eller andre får det i skruen.
Typen af ankeret er altid til diskussion og mange sejlere har været deres erfaringsgrundlag, men der er forskelle på disse ankertyper, så lad mig starte med at beskrive nogle ankertyper:
Det klassiske CQR-anker også kaldt plovanker er det første letvægts-anker udviklet i begyndel-sen af 1930’erne. Her dog i en nyere udgave som kaldes DELTA-ankeret
Paraply-anker. Et anker, der ikke fylder meget og kun er velegnet til gummibåden eller som badeanker (kun under opsyn) |
Bruce anker. Oprindelig udviklet til bore-platforme. Ved introduktionen i 1970′ erne meget populært |
Danforth-anker. Ud-viklet i USA i 1940′ erne. findes i mange varianter (bla Fortress i aluminium) |
Rocna-anker en New Zealandsk type, der i dag er mange langturssejleres foretrukne anker
Jeg tror godt at kunne sige, at næsten hver eneste af ovennævnte ankertyper har foretaget en test for at sandsynliggøre at netop deres anker er det bedste på markedet.
Dog findes der test foretaget fra flere bådmagasiner rundt om i verden, som har væet rimeligt objektive og professionelt udført.
Disse test er som regel udført for forskellige længder kæde i forhold til en given dybde, altså i forholdet 3:1m 5:1 eller 7:1 og træk i forskellige retninger, svarende til at båden over dagen/natten bevæger sig rundt efter vindretningen.
Der ud over omfatter en god test også forskellige bundtyper og et stort antal træk.
Type | Vægt | Holdekraft ved træk i én retning (kg) | |||||
kg | 5:1 (fire forskellige trækretninger) | 3:1 | |||||
CQR | 17.2 | 200 | 200 | 800 | 100 | – | |
Fortress | 10.0 | 2500 | 2500+ | 2500+ | 750 | 2250 | |
Delta | 16.3 | 1500 | 1750 | 2500+ | 350 | 600 | |
Bruce | 16.3 | 200 | 200 | 250 | 200 | – | |
Rocna | 14.5 | 2500+ | 2500+ | 1300 | 750 | – | |
+ ankeret slap ikke ved den trækkraft, der var til rådighed under testen | |||||||
Som det fremgår af ovenstående skema er holdekraften meget forskellig og spørgsmålet er vel rimeligt så at stille om hvor meget holdekraft behøver jeg i praksis.
Den største påvirkning på båden er oftest vindpåvirkningen, altså den vindkraft som vinden påvirker bådens konstruktion over vandlinjen og som vokser med kvadratet på hastigheden.
I praksis svinger vinden op til 30 grader i forhold til vindøjet og derfor vil vindkraften under disse forhold været endnu større.
Det antages at denne også kaldes den dynamiske kraft under disse udsving ved 10 m/sec er ca. 150 kg og ved 20 m/sec er kraften omkring 650 kg.
Med dette som udgangspunkt vil alle ovennævnte ankertyper således være OK ved en god bund og om der ellers er opankeret korrekt under normale danske sommerforhold, men om vinden tiltager kraftig er sagen en ganske anden.
Længden af linen, hvad enten det er kæde eller tovværk skal gerne være stor, altså typisk mere end forholdet 3:1 for kæde og som gerne skulle betyde at den forreste del af kæden (forfanget) ligger parallelt med havbunden. Nogle gange kan det være en god ide at føre et lod på mellem 5-10 kg eller lignende et godt stykke ned af ankerlinjen for derved at holde på denne stilling af kæden i forhold til bunden.
Husk at om du anvender kæde på hele ankerlinjen at påsætte kædemarkører så du bedre kan holde styr på hvor meget kæde der er lagt ud. Nogle bruger også disse kædemarkører for at kunne se hvor langt der er til ankerets position.
Bruges der kæde i hele længden i forbindelse med et ankerspil kan kæden sno sig og det anbefales at montere en svirvel mellem ankeret og kæden. Alle bedst er det at indsætte 4-5 kædeled mellem anker og svirvlen, da svirvlen i nogle tilfælde kan klinke sig selv.
Som nævnt tidligere anvender de fleste sejlere en kombination af et kædeforfang på ca. 5 meter 10 mm kæde eller 8 meter 8 mm kæde og her efter skifter til toværk.
Valget af toværk er bestemt meget vigtigt og jeg vil groft opdele dem i det er flyder i materialet polypropylen (de oftest billige typer) og det der synker i materialet polyester og for øvrigt også har en stor og bedre brudstyrke.
De findes begge i 3-slåede liner, som er lettest at splejse eller som flettede liner, som også kan splejses, men kræver noget undervisning.
I gamle dage anvendtes også det meget elastiske nylon, men som ikke længere anvendes, da det oftest ikke var UV-stabiliseret og derfor hurtig blev nedbrudt om det da ikke fast lå nede i ankerbrønden.
Nu har du måske typebestemt dit anker og forbindelsen mellem ankeret og din båd, men skal du også bruge det er det vigtigt at finde det rigtige sted for din ankerplads.
Alle ovenstående overvejelser har jo dybest set til formål at opfylde drømmen om at ligge på den velbeskyttede og rolige ankerplads og som altid er dejligt at forholde sig til og tilmed kan spare dig for de efterhånden dyre havneafgifter.
Et valg om den bedste ankerplads kunne være dette system:
-
Afsøg den valgte ankerplads omhyggeligt på dit søkort og efterfølgende kig på dit ekkolod så du forsat har vand under kølen.
Er vandet klart, så vælg et sted, hvor der ikke er bundbevoksning, såsom tang og ålegræs og undgå også helst steder med store sten og klippestykker.
Læg mærke til eventuelle andre ankerliggere, så du giver dig nok plads om vinden skulle vende, hvis de lokale både måske er forankret i både for og agterskib og derfor ikke drejer med rundt. -
Sejl langsomt mod vindøjet således at båden ligger (næsten) stille, når det ønskede sted er nået. Drop ankeret og lad båden følge med vinden, mens den ønskede længde kæde løber ud.
Når kæden bremses bør bådens stævn rette sig op i ankrets retning og når du føler at ankeret nu har fat, må du gerne forsigtig sætte motoren i bakgear, således at ankeret får ekstra godt fat.
Visse ankre har den bagdel at om ankeret langsomt trække over noget vegetation kan dette sætte sig mellem selve ploven og stokken og derfor forhindre det i at trække dybere ned i bunden. -
Som sejlbåd kan bør du nu beslå sejlene og sætte en ankerkugle som dagsignal og sikre dig at ankerlanternen er klar til nattens kommen.