Teak pynter på båden -og så er det praktisk!
Moderne fugematerialer gør det lettere selv at lægge teak om bord.
Det er et stort arbejde at lægge teakstave på et dæk, men man kan nøjes med at friske cockpittet op med teak på bænkene.
Brug noget tid på at gøre cockpittet flot med teaklister på kistebænkene. Det ser godt ud og det er behageligere at sidde og ligge på. Tag mål og lav skabeloner nu, så kan du lave det helt færdigt derhjemme – og til foråret kan det sættes fast på kistebænkene.
Teaklister vil gøre cockpitbænkene skridsikre og teaktræ kræver et minimum af vedligeholdelse. Når teakstavene er blevet vejrbidte og grå, kan de nemt friskes op igen med lidt slibning og evt. olie.
Her har vi anvendt færdige teakstave købt hos Bowa for ca. 50 kr. pr. løbende meter. Bowa sælger også færdige teakplydeck, 3 mm teakfinér på plywood med sorte gummifuger til ca. 2000 kr. pr. m2 . Teaktræ indeholder naturlige olier, der beskytter træet effektivt, derfor kan træet tåle at være ubehandlet.
Drømmer du om teaktræ i cockpittet – så er det bare om at gå i gang. Teaklisterne kan købes færdige med not i begge eller kun den ene side. Der er også forskellige tykkelser og bredder. Du kan også købe færdige teakfinerplader med sorte gummifuger.
Personligt kan jeg anbefale SIS 440 fugemasse, som ikke kræver primes andet end en grundig rensning med acetone kort forinden fugningen påbegyndes.
Mindre arbejder kan med fordel tapes omkring selve fugen inden opstart.
Efter fugning presses fugemassen ned med en finger eller spatel og tapen fjernes umiddelbart efter.
Dagen efter skæres fugen i flugt med dækket og efterslibes forsigtigt.
TDS SIS 440 310 ml. sort dæksfugemasse. TDS SIS 440 dæksfugemasse er en primerfri en-komponent fugemasse som er specielt udviklet til dæk. Dæsfugemassen er thixotropisk og svinder ikke under hærdningen. Fugemassen er pastalignende og neutralhærdende og hærder til en sej, fleksibel og solid gummibehandling når den udsættes for fugt i luften. Når TDS dæksfugemassen er afhærdet har du en fremragende temperaturstabil dæksfuge som samtidig er kemisk resistent.
På grund af den neutrale hærdningsproces ødelægger fugemassen ikke de omgivende materialer. TDS dæksfugemasse SIS 440 fås i farverne hvid, grå og sort i de to størrelser 310 ml. patroner og 600 ml. pølser
Du kan vælge at montere listerne direkte på kistebænkene eller du kan måle op og lave skabeloner A, for derefter at fremstille teakpladerne hjemme i værkstedet. Hvis der er mange runde hjørner og skæve vinkler anbefales det at lave en skabelon i pap.
Stavene fastholdes med skruer, især hvis stavene skal krumme eller bøje. Der bores først med propbor på 10 mm og derefter med passende bor til skruen. Propperne bores ud af teaktræ med specielt bor. Der skal en lille smule lim på propperne.
Stavene er ca. 45 x 12 mm med en not på 2,5 mm i hver side. Underlaget er en 4 mm marinefinér. Der påføres Sikaflex 221 med spartel og teaklisterne lægges inden Sikaflex danner hinde, så læg kun små områder ad gangen. Læg noget tung oven på.
Noterne males med SikaPrimer-290 DC med en smal pensel. Der skal males på alle indvendige sider af noterne. Når primeren er tør, lægges nottape, der sikrer, at noterne er tætte, når teakstavene på grund af vejrliget ”arbejder”.
Sikaflex-290 DC bruges til notningen. Det bedste resultat opnås ved at undgå indesluttet luft. Dette gøres ved, at dysen skæres skråt af en lille smule breddere end noten B. Træk patronen langs noten, så den fyldes helt.
Teakpladerne monteres i cockpitet ovenpå et lag af Sikaflex-221 i en afstand fra cockpitsiderne, så der er plads til kantlisterne C hele vejen rundt. Det ser bedst ud, hvis kantlisterne er samlet med skråt snit i hjørnerne. Det hele skrues fast og hullerne proppes.
Når noterne er hærdet, skæres overflødig fugemasse bort med et stemmejern. Marinefinér pladen med teakstavene skæres til, så den passer til målene eller skabelonen hvis en sådan er lavet. Derefter laves kantlisterne af masive teakstave i en tykkelse på 16 mm.
Når fugemassen ved kantlisterne er tør, slibes med sandpapir i hånden eller med maskine til teakstavene er glatte og jævne. Da teaken i cockpittet bruges til at sidde på, kan det ikke anbefales at det får for meget olie, som vil smitte af på tøjet.
Teakstavene findes i mange størrelser og tykkelser.
Der er også forskel på fræsningen af noten. Her er der kun not i den ene side.
Det er bedst, hvis staven har en halv not i hver side. Det giver en tættere fuge, når træet arbejder.
Bemærk det kan være praktisk ved ældre teakdæk, at aftape mellem fugerne for at minimere den efterfølgende slibning.
I mit eget tilfælde var det ikke tykkelsen på teakdækket der var problemet men afstanden af propperne. Ca. 100 skruer kom ved den afsluttende slibning til syne og jeg valgt her at fjerne skruen helt, nedsænke propdybden og tætne med epoxylim.
At lægge et teakdæk er et stort arbejde og kræver håndværksmæssig kunnen, men man kan nøjes med teak på siddebænkene i cockpittet
– det er noget nemmere.
Billeder venligst udlånt af Flemming Hansen