Ankerspil

Hvornår bør man have et ankerspil ?
Første betingelse for et ankerspil er om der overhovedet er plads under eller over dækket.
Har du behov for et ankerspil afhænger det vel også af hvor tungt et anker som skal håndteres og hvor ofte det skal bruges.

Jeg har oplevet kunder som senere har fortalt, at det var en dårlig investering for de næsten aldrig brugte spillet og ofte var det hurtige at bjerge ankeret med almindelig håndkraft.
Taler du med en langturssejler eller en sejler, som ofte ligger for svaj i en vig eller i den svenske skærgård er det helt modsat for så ville det ikke kunne undværes overhovedet.
Derfor er denne beslutning helt din egen, da kun du selv ved i hvilken udstrækning og om hvor ofte et ankerspil skal anvendes, så lad mig blot her beskrive nogle generelle forhold for de bådejere der måtte have eller ønske at få monteret et ankerspil ombord.
Fra mine langtursvenner lyder det klart. Gerne et meget stort anker og gerne op til 100 meter ankerkæde i dimensionen 3/8 tomme om muligt.
Kædedimensionen er kun et spørgsmål om vægten og ikke styrken, da et anker sædvanligvis slippe taget i bunden ved ca. 200 kg træk.

Når en ankerspil monteres kræves at der er noget som ankerspillet kan fastgøres til og som naturligvis kan modstå trækket fra ankeret. Ankeret skal have en kædebrønd og en form for leder (rulle) som kan styre kæden, således at det frit kan løbe ud over stævnkanten
Belastningen fra et anker skal aflastes via en pullert eller anden fastgørelse af kæden, således at ankerspillets tandhjul og lejer ikke overbelastes.


Skal ankerspillet være elektrisk gælder de samme regler som ovenstående, men meget særlige hensyn til den elektriske del, som:

  • Batteristørrelse.

  • Valg af relæboks.

  • Lokal eller fjernbetjening eller både og.

  • Placering af batteri. Tæt ved spillet eller langt fra, sammen med bådens øvrige batterier og dermed lange og tykke batterikabler ført frem.

Relæ boks til elektrisk ankerspil