Hjælp min kortplotter forstår mig ikke.
Kommunikation mellem bådens mange elektroniske instrumenter, motorens vigtigste data eller noget helt tredje har altid for den almindelige sejler været noget forvirrende . ja en også en hel del mere end bådens almindelig strømfordelingssystem.
Med GPS modtageren og især kortplotterens introduktion i båden var det nødvendigt, at forholde sig lidt mere til denne form for kommunikation.
GPS modtagerens udregnede position kunne således overføres til en computer med indlagt elektronisk søkort og med denne position, sammen med den forventede ankomstposition, kunne den pejlede kurs og fart her efter let udlægges grafisk i det elektroniske søkort eller bådens kortplotter.
Et almindeligt starter-sæt
Behovet opstod længe før GPS modtageren var hver mands eje.
I 1957 udviklede nogle amerikanske elektronikproducenter et fælles kommunikationsprogram og som fik benævnelsen NMEA – National Marine Elctronics Assorication.
For at kunne tale sammen måtte de have et fælles sprog og man anvendte en ASCII kommunikationsprotokol, der definerede hvordan disse data transmitteredes i en sætning fra den talende part frem mod den lyttende part, altså modtageren.
Problemet med NMEA0183 var nok mest at den kommunikerede envejs, der var en såkaldt fortæller og en lytter (modtager) og det gjorde systemet langsomt og svært at få to instrumenter til at forstå hinanden.
I praksis skulle vi jo fortælle modtageren hvad man kunne forvente at afsenderen ville fortælle og med hvilken hastighed.
NMEA 2000 var derfor en revolution fordi denne standard var hurtigere, men aller vigtigst kunne modtageren straks få at vide, hvem som var fortælleren og dermed kunne kommunikationen begynde straks.
Et praktisk problem med den nye 2000-standard var desværre, at om man ikke var medlem af NMEA organisationen var det meget dyrt for mange mindre elektronikproducenter, at få lov til at anvende denne nye standard.
Garmin var en af de første store producenter i nyere tid, som valgte at implementerer NMEA 2000 i deres instrumenter og det gjorde, at langsomt fulgte andre efter, men der er fortsat her i 2023 nogle producenter som holder sig ude og sandsynligvis af økonomiske grunde.
Desværre var der et bump mere, fordi nok var sproget fælles, men for at det kunne blive et effektivt Plug and Play system krævede det også, at stikforbindelserne mellem de forskellige producenter var ens.
Eksempel på Garmins startersæt
Oversættelse fra en ældre kortplotter med NMEA 183 gøres nemt med denne adaptor
Raymarine har i sin tid kæmpet en brav kamp mod NMEA med deres eget kommunikationssystem Seatalk og som de stædigt fastholdt i mange år.
Denne kamp måtte de til sidst opgive, NMEA blev en verdensstandard så det tog lidt tid inden Raymarine også officielt måtte udmelde, at deres sidste system Seatalk 2 og som ikke var kompatibel med deres første Seatalk, i bund og grund egentlig var NMEA 2000.
Glædeligvis er de forskellige udgaver af stikforbindelser efter hånden blevet standardiseret og det er vi sejlere meget glade for, da det gør installationen af marineelektronik meget lettere i dag.
NMEA 2000 kan også let tilsluttes til gamle NMEA 183 instrumenter med NMEA konverter og som ligeledes kræves om du skal tilslutte en PC.
Hvor langt er vi så kommet i dag.
NMEA 2000 bruges i dag i de fleste lystfartøjer og erhvervsskibe, når deres efterhånden mange instrumenter ombord skal tale sammen.
NMEA 2000 systemet er opbygget med en kraftig 5 ledet hovedledning som er en fælles motorvej også kaldes rygraden eller backbone. Motorvejen har en start og en slutning og hvor der begge steder skal monteres et endestik, som er nødvendig for at hele systemet virker.
Backbone kabel udlægges som hovedvejen i dit system
Husk disse endestykker i hver ende. En hun eller han, som her vist.
En kortplotter skal så tilsluttes denne hovedvej med et T-stik og kommunikationen bæres af en strømforsyning tilsluttet hovedvejen, som dog har en begrænsning på ca. 15 meter.
Længere hovedstrækning behøver et ekstra strømforsyningskabel.
Eksempel en autopilot tilsluttes hovedkablet med dette T-stykke.
Jeg skal ikke her komme ind på, hvordan systemet virker i dets tekniske detaljer, dels fordi jeg ikke ved det og dels fordi jeg kun skal bekymre mig om rent fysisk, at tilslutte mine instrumenter med de rigtige stikforbindelser.
Via et enkelt kabel, min motorvej, sendes de forskellige protokoller gennem en såkaldt CANBUS, som vi også kender fra moderne biler og videre til hvert enkelt instrument, som straks har fået fortalt hvem der er i den anden ende og derfor vil lytteren vide hvordan fortælleren skal forstås – teknisk set og visa versus.
Er det et vindinstrument der sidder i den anden ende bliver denne information straks forstået – at netop det er et vindinstrument som sender sine data om vindretning, hastighed og meget mere og derfor kan indlægge og behandle disse informationer i modtageren, som her kunne være en kortplotter.
Ingen tvivl – NMEA 2000 har i lystbådeverdenen gjort en revolution på linje med også den revolution, som NMEA 183 i sin tid tilførte branchen og som alligevel gennem min tid i bådbranchen har givet også mig mange hovedbrug med at få op at køre..
God fornøjelse.