Til fri debat om et skib fortsat skal være at betragte som hunkøn eller som det sker mere og mere, at også et hankøn finder vej til båddåben.
Omtalen af skibe som hunkøn og anvendelsen af feminine pronomener som “hun” for skibe er en gammel tradition i søfartskulturen, men der er ikke en enkeltstående oprindelseshistorie bag denne praksis.
Traditionen er blevet udviklet og vedligeholdt gennem århundreder af søfolk og søfartssamfund.
Der er flere teorier om, hvordan traditionen opstod:
- Gallionsfigurer: En populær teori er, at traditionen opstod i forbindelse med brugen af gallionsfigurer på skibenes forstævn.
Disse figurer, ofte udskårne kvinder, blev anbragt på skibene for at bringe lykke og beskyttelse.
Disse figurer, som ofte havde kvindelige træk og kroppe, kan have bidraget til at skabe en forbindelse mellem skibene og femininitet. - Kulturelle associationer: I mange kulturer er havet blevet symboliseret som kvindelig eller feminin. Derfor kan skibene, der sejler på havet, have været forbundet med det kvindelige princip.
- Praktiske årsager: Brugen af feminine pronomener som “hun” til skibe kan også have praktiske årsager.
For eksempel kunne det gøre det lettere for søfolk, at opretholde en følelsesmæssig forbindelse til deres skib, hvilket var vigtigt for morale og samarbejde om bord.
Uanset oprindelsen af traditionen er det klart, at omtalen af skibe som hunkøn, har været en fast bestanddel af søfartskulturen i århundreder. Dog er der under tiden flere diskussioner om, hvorvidt denne tradition skal ændres eller tilpasses for at afspejle nutidens syn på køn og ligestilling.
Ligestillingen har så småt bredt sig til de syv have.
Skibe mister deres femininitet.
I stedet for at være en ‘hun’, vil et skib fremover blive omtalt som ‘det’.
Denne kontroversielle beslutning er senest hentet fra søfartens avis Lloyds i London, som har været i tryk siden 1734.
Chefredaktør Julian Bray forsvarer her beslutningen ved at påpege, at det måske er passende at omtale et elegant krydstogtskib som ‘hun’, men mindre passende for en gammel, rusten skude.
” Det er en konsekvens af, at skibsfarten er blevet en moderne industri.
Når det kommer til stykket, er skibene handelsvarer med handelsværdi.
De har ikke nogen selvstændig karakter, hverken feminin eller maskulin,” – siger Julian Bray.
Andre er dog langt fra enige:
At omtale skibe som intetkøn kan måske tilfredsstille feminister og bogholdere.
Men det er et tilbageskridt, som vil få søfolkenes blod til at koge på alle have,’ brummer en kaptajn fra de varme lande.
Det er svært at fastslå, hvornår skibe blev omtalt som hunkøn.
Ifølge dr. Ronald Hope, tidligere direktør for det britiske Maritimt Selskab, skete det allerede i den græske oldtid. Andre mener, at traditionen er forbundet med indførelsen af gallionsfigurer, der ofte er kvinder med flagrende gevandter og svulmende barm.”
Personligt er jeg fortsat enig om at holde ved hunkønnet og lad mig blot her citerer hvorfor, her hentet fra min tidligere og nu afdøde gode bekendt kommandørkaptajn Kjeld Søderlund, som følger:
Skibet tager ofte, magten fra manden.
- Hun (skibet) tåler ikke ” overlast “.
- Hun kan ikke klare pynten uden mandens hjælp.
- Skibet kan synke lige så dybt, som kvinden.
- Der står altid blæst om hende !
- Skibet vugger i al slags vejr
- Hun har det bedst, når alle sejl er sat.
- Det kræver stor erfaring at styre hende.
- Uden en god mand ved roret er hud rebelsk.
- Skibet kan være skyld i mandens undergang.
- Det er ikke indkøbsprisen, der ruinerer dig – men vedligeholdelsen.
- Det kan koste mere at vedligeholde skroget end ejeren synes om.
- Hun kræver megen maling for at se godt ud.
- Skibet skal pyntes, før det går på fart og det tager stadigt længere tid desto ældre skibet bliver.
- Hun kræver en god og sikker havn med alle faciliteter.
- Hun skal bemandes før hun fungerer optimalt.
- I ubevogtede øjeblikke tager hun magten.
- Hun kan trække en mand med sig i dybet.
- Hun bliver med årene besværlig og vanskelig at håndtere !