Rent vand ombord for langturssejlere – når en stor vandtank og lang opholdstid er en nødvendighed
Langturssejlere befinder sig i en anden virkelighed end kyst- og tursejlere.
Hvor adgang til ferskvand kan være begrænset, og hvor vandet i tanken ofte skal opbevares i uger eller måneder, stilles der helt andre krav til håndtering af drikkevand ombord.
En stor vandtank er for langturssejleren ikke et komfortvalg, men en nødvendighed.
Samtidig betyder stor volumen og lang opholdstid, at vandet i tanken ikke kan holdes friskt alene gennem hyppig udskiftning. Derfor anvendes der ofte en kombination af flere strategier.
Rengøring og biologisk nulstilling
Grundprincippet er det samme som for alle andre både:
vandtanken rengøres grundigt før længere togter
biofilm fjernes mekanisk og kemisk
systemet nulstilles biologisk
Denne fase er afgørende, da efterfølgende tiltag ikke kan kompensere for en snavset vandtank.
Bevidst kildevalg af vandudtag.
Langturssejlere er ofte mere selektive med, hvor de tanker vand:
kendte vandforsyninger
filtreret vand
eller vand produceret ombord
Kilden får ekstra betydning, fordi vandet skal opbevares længe.
Watermaker – løbende produktion frem for lagring
Af samme grund anvender langturssejlere næsten altid en watermaker (omvendt osmose).
Vand fra en watermaker adskiller sig væsentligt fra vand, der lagres i en stor tank:
-
det produceres løbende
-
det bruges ofte kort tid efter produktion
-
det indeholder meget få opløste stoffer og næringsstoffer
-
det har ekstremt lav biologisk belastning
Den afgørende fordel er ikke her, at vandet er “nyt”, men at det ikke står stille.
Biologisk vækst kræver tid, næring og overflader – og netop disse betingelser minimeres ved løbende vandproduktion.
Tankvand som lager – er ikke nødvendigvis drikkevand
Hos mange langturssejlere fungerer vandtanken primært som lager:
-
for vand der produceres eller tankes
-
for vand der bruges over relativt kort tid
-
for vand der erstattes løbende
I praksis betyder det, at tanken sjældent indeholder meget gammelt vand, selv om tankvolumet er stor.
Nogle langturssejlere vælger desuden:
-
at konservere vandet let ved længere ophold
-
eller at behandle vandet ved tapstedet (kogning, filtrering)
Disse løsninger anvendes som kompromiser, ikke som idealtilstand.
Konservering – et nødvendigt onde i særlige situationer
Ved meget lange ophold uden mulighed for fornyelse kan langturssejlere være nødt til at anvende kontrolleret konservering af tankvandet.
Det er vigtigt at forstå:
-
konservering hæmmer bakterievækst
-
den renser ikke vandet
-
den erstatter ikke rengøring
Konservering anvendes derfor kun, når alternativet er længerevarende stagnation.
To strategier – samme mål
Der findes ikke én universel løsning for drikkevand ombord.
Kyst- og tursejlere kan med fordel vælge mindre tanke og hyppig udskiftning af vandet uden løbende tilsætning.
-
Langturssejlere må kombinere grundig rengøring, bevidst valg af vandkvalitet, løbende produktion og eventuelt en kontrolleret konservering.
Fælles for begge strategier er erkendelsen af, at:
Vandkvalitet afgøres ikke af tankens størrelse, men af biologisk kontrol og begrænset stilstand.
Sammenfatning
For langturssejlere er watermakeren ikke et luksusprodukt, men et værktøj til biologisk kontrol.
Den reducerer behovet for langvarig opbevaring af vand og mindsker risikoen for, at vandtanken udvikler sig til et biologisk aktivt miljø.
Dermed bliver drikkevand ombord et spørgsmål om flow og fornyelse – ikke om hvor stort lager man har i tanken.