Hvorfor kommer motoren ikke op i sine maksimale omdrejninger, når den sættes i gear.
Dette skyldes ofte, at den ikke får nok brændstof.
En anden årsag kan også være at at propellen er så begroet, at den yder for stor modstand, således at motorens omdrejninger reduceres.
Om din propel ser ud, som på dette billede findes årsagen sandsynligvis her.
En overbegroet propel betyder at motoren ikke kan opnå sine maksimale omdrejninger. Hvis der er en masse begroning på propellen (for eksempel alger, muslinger eller andre havorganismer), vil dette øge modstanden i vandet og gøre det sværere for motoren at arbejde effektivt.
Begroningen formindsker propellens evne til at skære sig igennem vandet, hvilket fører til, at motoren arbejder hårdere og derfor ikke når sine maksimale omdrejninger.
En ren og vedligeholdt propel er vigtig for at sikre optimal ydeevne og dermed på sigt også motorens levetid.
Når du har kontrolleret din propel for eventuelt overbegroning kan du rette fokus på manglende tilførelse af brændstof.
Efter at have kontrolleret brændstoffiltre, herunder især det første og vigtige vandudskillingsfilter (se foto) vil en mulig manglende tilførsel af brændstof være at finde i en defekt fødepumpe, hvad enten den drives mekanisk eller er en elektrisk pumpe.
En dårlig mekanisk fødepumpe (har også et lille forfilter) kan medføre, at motoren ikke kan komme op på sine maksimale omdrejninger.
Fødepumpen er ansvarlig for at levere brændstof til højtrykspumpen i et passende tryk, og hvis den ikke fungerer korrekt, kan motoren få en utilstrækkelig brændstofforsyning.
Dette kan resultere i brændstofmangel og betyder, at motoren ikke får den nødvendige mængde brændstof til at nå de højere omdrejninger.
I visse tilfælde kan en defekt fødepumpe få motoren til at gå ujævnt eller slet ikke starte.
Det er vigtigt at holde fødepumpen i god stand for at sikre optimal motorydelse, husk at chekke pumpens normalt indbyggede filter.
Et godt råd på langfart er, at medtage en elektrisk brændstofpumpe som reservepumpe, om den eksisterende pumpe en dag skulle svigte (mekanisk eller elektrisk).
Alternativt kan en løs brændstoftank placeret over motoren være en midlertidig god løsning på det akutte problem.
Højden over motoren skal her være min. 2 meter, da højden bestemmer trykket og som for dieselolie er lidt under 0,1 bar pr. meters højde.
Som tidligere beskrevet skal fortrykket for små motorer gerne ligge mellem 0,2 – 0,5 bar.
Samlet set kan nedenstående forhold være årsag til manglende omdrejninger for en dieselmotor.
1. Som tidligere nævnt et beskidt eller tilstoppet brændstoffilter
På en dieselmotor kan et snavset eller tilstoppet brændstoffilter begrænse brændstofmængden, hvilket medfører reduceret motorydelse og lavere omdrejninger.
2. Luftfilter eller luftindtag
Dieselmotorer kræver korrekt lufttilførsel for optimal forbrænding. Et snavset luftfilter eller begrænset luftindtag til motorkassen kan føre til, at motoren ikke får tilstrækkelig luft, hvilket kan begrænse dens omdrejninger.
Normalt er dieselmotorer i lystbåde ikke forsynet med luftfilter, da dette ikke er så aktuelt til søs, som når en motor skal arbejde i en støvet by eller landevej.
3. Brændstofinjektorer (dyserne)
Dårligt fungerende eller tilstoppede brændstofinjektorer (dyser) kan forhindre korrekt indsprøjtning af brændstof. Dette resulterer i, at motoren kører ujævnt og ikke når sin maksimale ydelse.
Bemærk at undertiden kan det være vanskeligt at høre om en motor kører på alle cylindre.
Test eventuelt dette ved en efter en at løsne højtryksrøret til injektorerne (dyserne) og lyt så igen. Specielt velegnet test ved en to-cylindret motor.
4. Fejljusteret brændstofpumpe
Brændstofpumpen, altså her højtrykspumpen er kritisk for, at dieselmotoren fungerer korrekt. Hvis den er fejljusteret eller andre problemer, kan motoren få utilstrækkelig brændstof, hvilket reducerer dens ydeevne.
Dette justeringsarbejde er kun for specialister.
5. Dårlig kompression
Dieselmotorer er afhængige af høj kompression for at antænde brændstoffet.
Lav kompression, forårsaget af slidte stempelringe, defekte ventiler eller utætte pakninger, kan reducere motorens kraft og omdrejningstal.
6. Forkert justeret motorregulator (hvis tilgængelig)
Mange dieselmotorer i både har en mekanisk regulator, som styrer motorens maksimale omdrejninger. Hvis denne regulator er forkert justeret, kan den begrænse motorens omdrejningstal.
7. Overbelastning på grund af skrue eller bådtrimming
Som allerede beskrevet kan en dieselmotor have svært ved at nå sine maksimale omdrejninger, hvis skruen (propellen) er forkert dimensioneret til motorens ydeevne, det kan eksempelvis være ved for stor stigning eller for stor diameter.
En tommelfingerregel siger at for hver ændring af propellens stigning eller diameter på en tomme ændre omdrejningerne med ca. 300 omdrejninger. Husk at særligt ændringer opad, vil give færre omdrejninger og hvis motoren således ikke kan opnå sine maksimale omdrejninger, betyder det at motoren bliver overbelastet og dette er skadeligt for dens levetid.
8. Vand i brændstoffet
Dieseltanke kan tiltrække vand fra sine omgivelser, som regel ved kondensering af vanddampe ved skiftende temperaturer i en halvtom tank.Vand kan forårsage problemer, som korrosion og dårlige motorpræstationer.
Et vandseparationsfilter kan hjælpe med at separere vandet, men hvis vandet stadig når indsprøjtningssystemet, kan det føre til ujævn drift og lavere omdrejningstal OG en ødelagt højtrykspumpe er normalt slutningen under disse forhold.
Vand er den alvorligste årsag til dannelse af dieselpest, læs nærmere om dette problem andet sted her i Sejlerhåndbogen.